Nyheder

Ro på – vi hører til i den gruppe, der skal sidst i gang igen.

Vi behøver IKKE presse på for at åbne crossbaner, og vi behøver IKKE stille os over i flokken, som vil have tilskud for mistet indtjening.
Vores største ressource er mennesker – de mennesker som kommer og bruger faciliteterne, og de mennesker som kommer og sørger for at alting fungerer. Alle de mennesker skal have en hverdag til at fungere med arbejdsliv, skolegang, penge til husleje og alle de andre helt fundamentale hverdagsting, og der skal vi blive ved med at tage ansvar i de store sammenhænge; vi skal ikke miste fokus og give os til at være selvhævdende eller navlepillende.
Vi klarer os fint, og lider ingen nød. Bliver bare lidt rastløse.

Om jeg da ikke savner livet på crossbanen? Jo, helt vildt. Og Uhrebanen står fuldstændig klar til at blive taget i brug, lige så snart der bliver givet grønt lys.

Indtil da hygger vi os med nogle småprojekter.
I løbet af vinteren har Benny og Thomas repareret hegn og sat plader på i nogle af svingene.
Dennis har kørt jord på og sået græs i ryttergården, Karsten og hans familie gør hovedrent i baderum og på toiletter i løbet af påsken, jeg er i gang med hovedrengøring i køkkenet, og hvis der er andre, som bliver rastløse, kan vi bruge flere hænder til hovedrengøring i klublokalet. Det kunne være fedt at få vasket vægge, borde, gulv og legetøj. Ring 6126 4232, hvis du vil låne en nøgle eller aftale en tid.

Rigtig god påskeferie

Den. 05-04-20 af Tove Øllgård

Tilbage