Nyheder

TAK for en god påsketræningslejr

En pragtfuld påsketræningslejr er afsluttet med udelukkende positive tilbagemeldinger.
Flere af deltagerne bemærkede undervejs, at HeMs er heldige med at have så mange hjælpere, der altid møder med godt humør og positiv indstilling. Og det er vi !!!
Alligevel gentog vi den fejl, vi altid begår: Vi fik ikke sagt TAK til alle de frivillige hjælpere, som havde brugt mange timer forud for lejren og også brugte deres påskeferie på at skabe baner og rammer, så alt fungerede perfekt.
Så hermed TUSIND TAK til både HeMs’er og de forældre, der gav en hånd med.
Uden Jer var der ingen lejr :-)

Vi var heldige med vejret i år, tørvejr og solskin, hvilket absolut er medvirkende til at give en god stemning og glæde ved at køre motocross.

Vi var også rigtig heldige med trænerne: Stor respekt og meget ros til Jacob Almar, Emil Larsen, Simon Wulf, Flemming Vad og Rasmus Krogh Jørgensen, som gjorde et fantastisk flot stykke arbejde. Det giver en helt særlig oplevelse, at de topkørere, som vi er vant til at opleve 100% fokuserede i konkurrencesituationer, også kan være helt nede på jorden, og gerne vil lære fra sig både til de målrettede kørere og til de, der kører for sjov.

Vi var også heldige med deltagerne og deres hjælpere, som bidrog med mange sjove guldkorn. Som den lille knægt, der spurgte tidtageren ”Hvad er det for et spil, du spiller” – og hele sjakket, der skabte wellnes om til wildness.

Undervejs kom der flere gode idéer, som vil indgå i overvejelserne til næste år:
- Morgenopvarmningen skal måske rykkes, så der er kortere pause mellem opvarmning og træning
- Differentieret opvarmning i forhold til alder
- Fælles sund morgenmad for kørerne umiddelbart efter opvarmningen, så alle får en optimal start på dagen (incl i prisen)
- Trænere eller Team Danmark-kører fortæller om kost og sund levevis
- Færre deltagere på holdene og flere trænere, så sektionstræning bliver mere intensiv
- Præcisering af forventninger til deltagerne
- Præcisering af at alle har ansvar for flagposter

TAK TIL ALLE FOR EN GOD TRÆNINGSLEJR

Der ligger over 1000 billeder på www.photo-corner.dk.
Se også www.mx-mette.dk, www.skyjumper.dk og se her på siden om et par dage.
Har du billeder, sætter vi gerne din webadresse ind

Den. 15-04-09 af Tove Øllgård

Tilbage