Nyheder

Panolin/M2R og Træningslejr - Den bedst tænkelige sæsonstart

Efter en lang vinter, hvor vi den sidste måned har haft mange bekymrede snakke om baneklargøring, blev Uhrebanen endelig taget i brug her i påsken.
Panolin/M2R Cup med 144 kørere torsdag og træningslejr med 93 deltagere fredag-lørdag-søndag gav den bedst tænkelige sæsonstart.

Vi var lige ved at blive kvalt i succes, da der dukkede 50 efteranmeldere op på dagen til Panolin/M2R Cup, hvilket medførte 2 ekstra træningspas og 4 ekstra heat. Det tager tid at få så mange nye lagt ind i transpondersystemet, og det tager rigtig lang tid til sidst, når det samlede resultat for serien og vandrepokalerne skal beregnes. Men hvor var det dejligt at høre lyden af crossere igen, og se ryttergården fyldt med trailere og folk, der var sat op til løb.
En del blev til træningslejren, og flere kom til.
Humøret var højt alle dage: Kørere og teams brændte efter at komme i gang, trænerne var velforberedte og engagerede, og HeMs-folkene var ivrige efter at få lang tids planlægning til at give det bedst mulige resultat for alle.

Ingen større uheld, men lidt knogler, knubs og skrammer – og mange ømme udmattede kroppe.
At dømme efter evalueringen og de bemærkninger, der er kommet løbende, lykkedes det meste. Teori skal være kortfattet og ikke placeres den første dag, middagspausen skal være kortere, og kørerne vil gerne fortsætte længere tid om eftermiddagen, lød ønskerne. Det første kan vi imødekomme, men trænerne er jo på hele dagen, så de har brug for middagspausen, og banefolkene skal have tid til klargøring til næste dag, hvilket sætter en begrænsning for, hvor lang tid man kan blive ved om eftermiddagen.

Helhedsbilledet gør, at vi i HeMs sidder tilbage med store smil, og synes det var umagen værd.
Motocross er noget særligt, og motocrossfolk er en særlig støbning, hvor hjælpsomheden er stor selvom vi konkurrerer med hinanden, hvor ærligheden gør at alle kan lade bilerne stå åbne, hvor de fleste har forståelse for at alt arbejde udføres af frivillige ulønnede motocrossfolk, hvis indsats man påskønner, men i år kom der er et lille skår i glæden:
Der var en, der sked i en brusekabine, og to gange blev en hel rulle toiletpapir rullet ud på gulvet, en gul Suzukijakke og en mobiltelefon er glemt af ejerne og ikke indleveret, en skammel er forsvundet fra vaskepladsen, og værst af alt: En sikring er omviklet med stanniol!
De første punkter er dårlig opførsel, men den sidste er en elendig egoistisk hensynsløs handling, hvor man sætter alle andres liv i fare for at få strøm nok til sin egen mikrobølgeovn og hvad man ellers har med af strøm-krævende personligt luksusudstyr!!!
Der har været så meget knald på, at stanniolen er brændt fast! Sikringerne har en funktion: Hvis der sker overbelastning, slår de systemet fra, så der ikke opstår brand eller skade på installationer. Var der kommet lynnedslag, kunne alt være brændt ned, og mange mennesker kunne have mistet livet eller være kommet alvorligt til skade.

Få menneskers dårlige opførsel kan ikke fratage os glæden over 4 herlige dage, men vi er rystede og håber disse episoder vil blive taget op rundt om i familierne, så det ikke sker igen.
På gensyn – med ønsket om mange vellykkede cross-arrangementer!

Billeder fra træningslejren kommer på www.mx-mette.dk/
Har du andre links, sætter vi dem gerne på.

Den. 07-04-10 af Tove Øllgård

Tilbage