Nyheder

Alle er velkomne til indvielse af det nye klubhus

Lørdag 19. marts kl 13 klipper Torsten Nielsen, Viborgs borgmester, den røde snor over i forbindelse med den officielle indvielse af huset. Mon ikke proppen ryger af en flaske champagne også - vi er så ovenud lykkelige, at vi nok ikke kan lade være :-)
Det gamle klubhus, som oprindelig var en midlertidig farveforretning, opført efter en brand i Midtgaards Farver og Lak i Herning, blev flyttet til Uhre i begyndelsen af 70erne. Det har gjort det godt, det gamle hus, men nu var det også slidt op.
Mange tanker er tænkt, og mange ideer er realiseret gennem årene, og nu er det endelig lykkedes at komme i mål med det helt store projekt:
Et fuldstændig nyt klubhus er dukket op som et smukt og funktionelt bevis på samarbejde og velvilje.
Viborg Kommune, Herning Kommune, LAG Herning og A. P. Møller Fonden har givet os pengene, Jim Danielsen, Midtjysk Byg ApS har haft entreprisen, og med hjælp fra en række lokale håndværkere har han løst opgaven perfekt.
Banerne er åbne for træning, og grillen bliver tændt, så vi håber mange vil komme forbi og dele vores begejstring på lørdag.

Med venlig hilsen
Uhre Motorsportscenter, Herning Speedwayklub og Herning Motocross

Den. 15-03-16 af Tove Øllgård

Tilbage