Nyheder

Stjernedrys over Uhrebanen og masser af begejstring 2

Søndag var det pigerne, der svedte, med Line Dam som veloplagt træner. Sara Andersen og Malou Jacobsen var inviteret med, og i pauserne viste de, hvordan man tæmmer Uhrebanen.

Line havde i samarbejde med DMU arrangeret en træningsdag, som vi håber er opstarten på et forløb, hvor pigerne samles jævnligt i løbet af året.
Ønskerne lå spredt mellem 2 gange om ugen og 2 gange om året, så vi lander nok et sted derimellem. Formodentlig med flest samlinger i vinterperioden.

Både kørere, forældre og Line bragte mange interessante tanker og ideer på banen, som Line vil arbejde videre med. Hun og Sara er inviteret til møde med Louise Laustsen fra Sportskommission MX i DMU, som gerne vil sætte øget fokus på pigernes udvikling i motocrossverdenen.
Der er stor interesse for kombinerede arrangementer, hvor der både er oplæg, diskussion og træning.

Det blev en lærerig dag på en tung bane, hvor Benny igen havde gjort sit bedste for at tæmme sand og vand, så alle tog glade, trætte og berigede hjem.
Det var en træt banechef, der steg af traktoren søndag aften efter en ferie, hvor banen blev gjort klar til både torsdag, lørdag og søndag. Men han hyggede sig også i løbet af dagene, og mandag kunne han heldigvis tage på arbejde og slappe lidt af, inden banen igen skal gøres spitzenklasse til klubmesterskabet.

Tak for en dejlig efterårsferie.

Den. 24-10-22 af Tove Øllgård

Tilbage